30. marts 2010

DR Bornholm skriver i dag, at Bornholms Lufthavn støtter Wings
of Bornholm økonomisk. Lufthavnen har indgået en aftale om at
aftage 100 stk. flybilletter med Wings of Bornholm indenfor det
første år.
Det kan oplyses, at:
Til tjenesterejser anvender Bornholms Lufthavn begge de
luftfartsselskaber, der idag beflyver lufthavnen ud fra en
betragtning om, hvad der er mest hensigtsmæssigt og økonomisk for
tjenestestedet.
De Wings-billetter, lufthavnen har indgået aftale om, er fuldt
flexible - kan refunderes og ombookes. Det gør dem til de billigste
af typen. Der afregnes pr. rejse. Der er derfor ikke betalt for
ydelser, der ikke er leveret. For så vidt at gennemsnitsprisen for
den enkelte billet skulle være steget, kan det bemærkes, at det i
praksis ikke er muligt at foretage den slags sammenligninger. I
prisen på en flybillet indgår en række parametre, herunder
tidspunkt for køb, og hvilke ydelser, der er tilknyttet
flybilletten.
Billetterne er indkøbt til at dække rejser, der alligevel skulle
være foretaget enten af medarbejdere på lufthavnen, af øvrige
medarbejdere i SLV eller tilrejsende f.eks. i forbindelse med de
kurser, der afholdes på lufthavnen.
Da rejserne alligevel skulle være foretaget, er aftalen således i
højere grad et udtryk for en moralsk støtte end en økonomisk.
Aftalen er formuleret af Wings of Bornholm som en standard
partner aftale. Ved at underskrive aftalen, kan lufthavnen tages
til indtægt for bemærkningerne om konkurrencesituationen. Det er
naturligvis ikke heldigt, da SLV som driftsherre på Bornholms
Lufthavn ikke har nogen officiel mening om konkurrenceforholdene
mellem nuværende eller potentielle operatører på ruter til og fra
lufthavnen
Publiceret d. 30. marts 2010