20. september 2010
Chefen for Bornholms Lufthavn, Peter Hviid, fratræder
som lufthavnschef. "Det er lykkedes at skabe vækst i lufthavnen, og
jeg har nu lyst til andre udfordringer" siger Peter Hviid.
Til trods for stigende brændstofpriser, finanskrise,
askesky og andre problemer, der har præget luftfartsbranchen gennem
de seneste år, er det lykkedes over en årrække at tiltrække trafik
til Bornholms Lufthavn. Over de seneste tolv måneder har der været
237.543 passagerer gennem lufthavnen, og alene i august var der
5.642 flere rejsende end i august 2009.
"Jeg synes det er på tide, at finde nye udfordringer", siger Peter
Hviid. "Jeg har nået de mål, jeg satte mig for fem år siden, og har
set resultaterne af en række af de initiativer, der er taget for at
få tiltrukket trafik til lufthavnen."
Initiativerne har bl.a. omfattet opstart af en række nye ruter og
indførelse af charterflyvning til flere forskellige destinationer i
Sydeuropa og Norden i sommerperioden. Der er derfor skabt et godt
grundlag for den videre drift af lufthavnen.
Peter Hviid stopper den 1. oktober, men vil efter aftale med SLV
stå til rådighed i forbindelse med budgetarbejdet for 2011 og
igangværende kontraktforhandlinger.
Se indslag fra TV2 Bornholm
her

Publiceret d. 19. september 2010