14. december 2011
Cimber Sterling annoncerer nu sin nye strategiske retning, der
skal gøre selskabet til Nordens førende regionale flyselskab.

Strategien omfatter en forenkling af forretningen og et tættere
samarbejde med det svenske søsterselskab Skyways. Kerneforretningen
bliver fremover indenrigstrafik i Danmark og Sverige samt regional
trafik - til en start til og fra Skandinavien og på længere sigt i
hele Nordeuropa.
Cimber Sterling udstikker nu en ny strategisk kurs, som
selskabets direktion, bestyrelse og ejere har arbejdet på de
seneste måneder.
Strategien omfatter en forenkling af forretningen, så Cimber
Sterling strømliner flyflåden og optimerer ruteøkonomien ved at
fokusere skarpt på de ruter, der er lønsomme og strategisk vigtige.
Flere tiltag, der skal reducere omkostningerne, bliver sat i gang,
og ambitionen er at gøre Cimber Sterling til Nordens førende
regionale luftfartsselskab i et tæt samarbejde med det svenske
søsterselskab Skyways, fortæller flyselskabets CEO, Jan Palmér.
"Vi kommer til at arbejde tættere sammen med vores svenske
søsterselskab Skyways, og vi kommer til at skærpe vores
kerneforretning. Udgangspunktet for strategien er klart: Vi skal
forenkle vores forretning, højne kvaliteten og levere på det, vi
lover. Med andre ord så skal vi finde nogle af de kvaliteter frem,
som historisk har kendetegnet selskabet, og vi skal realisere en
række skalafordele via samarbejdet med Skyways," siger Jan Palmér
og fortsætter:
"Cimber Sterling har i en periode ikke været gode nok til at
sikre den rette kvalitet i flyveplanen, og der har været for mange
aflysninger. Selvom situation tydeligt har forbedret sig i
november, skal vi sikre permanent høj kvalitet"
Cimber Sterling vil i fremtiden satse på to mindre fly, en
turboprop og en jet. Det betyder bl.a., at Boeing-flyene udfases i
løbet af de næste år. "Vi går fra at have fem flytyper i Cimber
Sterling og Skyways til i fremtiden kun at have to mindre flytyper,
der er mere omkostningseffektive og kan bruges til både direkte
rutetrafik og ferietrafik i og fra vores hjemmemarked. Det giver os
de bedste forudsætninger for at drive et konkurrencedygtigt og
fokuseret regionalt flyselskab," forklarer Jan Palmér.
Publiceret d. 14. december 2011