3. marts 2008
Der var ingen lægelig grund til at flyve en 27-årig mand, der
lørdag blev ramt af fyrværkeri i ansigtet, akut til Rigshospitalet
i den stærke blæst. Han måtte derfor vente et halvt døgn på at
blive overført med helikopter til Rigshospitalet.
Major Per Horsholm fra Søværnets Operative Kommando siger i dag
til P4-Bornholm, at man godt kunne have fløjet med helikopteren,
der i forvejen var udstationeret her, om lørdagen. Men lægerne
mente ikke der kunne vindes noget ved at flyve akut - og derfor
ventede man til vinden havde lagt sig søndag.
Manden blev ramt af fyrværkeriet kl. 18.30 lørdag, og Bornholms
Hospital ville i første omgang have manden overført til
Rigshospitalet lørdag aften.
Manden blev ramt af fyrværkeri til en privat fest i Østergade i
Allinge. Han fik brand- og knusningsskader i den ene halvdel af
ansigtet.
Ophavsmanden til fyrværkeriet er blevet sigtet for
overtrædelse af Fyrværkeriloven. Der var nemlig ikke indhentet
tilladelse til affyrelsen af fyrværkeriet.
Publiceret d. 23. marts 2010